I Det Danske Spejderkorps går man med uniform. Uniformen gør spejderne synlige, den viser udadtil, at spejdere udgør en helhed, og den styrker fællesskabsfølelsen.
Uniformspolitik og -vejledning
Som spejder bærer man spejdertørklæde. Tørklædet kan bæres alene eller sammen med uniformsskjorte, logobeklædning eller andet.
Man er uniformeret, når man bærer en af de blå DDS uniformsskjorter, T-shirt, softshell, eller andet med DDS logo og spejdertørklæde.
Spejdere vælger beklædning ud fra, hvad der er praktisk i forhold til vejret eller sikkerhedsmæssigt forsvarligt ift. den aktivitet, spejderne udfører.
Spejdere skal overveje de signaler, der sendes i valg af påklædning. Dette gælder også ift. hvilke signaler der sendes, når uniformen anvendes til andet end spejderaktiviteter.
(Ovenstående uniformsvejledning er officiel og er godkendt af korpsledelsen i april 2018.)
Hvor skal spejdermærkerne sidde?
Her kan du se, hvor på uniformsskjorten de forskellige spejdermærker skal sys på. Tjek også fotoet i toppen af artiklen, der viser, hvor de forskellige mærker er syet på. Bemærk, at der kan være lokale forskelle fra gruppe til gruppe omkring placering af mærker.
Højre front:
Over højre lomme skal du placere dit Danmarksmærke. På selve lommen skal dit divisionsmærke sidde.
Højre arm:
På højre arm sidder alle dine færdighedsmærker (duelighedstegn), forløbsmærker og kilometermærker.
Venstre front:
Over venstre lomme sidder korpsmærket. På lommeklappen sidder dit gruppemærke. Din årsstjerne skal du sy på selve lommen.
Venstre arm:
På venstre arm sidder alle mærker fra ture, løb, lejre og spejdercentre. Det er også her, at dit særprægsmærke sidder, hvis du fx er søspejder.
Denne tekst er taget fra: DDS.dk